Vask og tørring

Vaskemaskine:

Regel nummer et er at fylde vaskemaskinen helt op frem for at ”klatvaske” lidt af gangen. Det gælder også selvom maskinen har automatisk mængdekontrol. Færre vaske er lig med mindre elforbrug.

Der er også gode penge at spare ved at bruge lavere temperaturer end der står på tøjet. Kogevask ved 90oC er stort set unødvendigt – 60oC er nok for at få tøjet rent. Kulørt tøj kan som regel vaskes ved 30oC i stedet for 40oC eller 40oC i stedet for 60oC. Med de råd kan du spare 40 - 50 procent på elforbruget på den enkelte vask.

Mange moderne vaskemaskiner har mange smarte specialprogrammer. Vær opmærksom på, at de ofte har et større el- eller vandforbrug, det gælder f.eks. finvask. Brug derfor specialprogrammerne med omtanke.

Programmer med forvask er også i langt de fleste tilfælde spild af vand og el. Tænk over, hvor beskidt eller brugt dit tøj i det hele taget er før du vælger vaskeprogram – og måske kan du oven i købet bruge tøjet én gang mere før vask. Måske er det nok med en udluftning.

Tørretumbler:

Din tørretumbler er en strømsluger, der bør bruges så lidt som muligt.

Den bedste og billigste måde at tørre tøjet på er den udendørs tørresnor. Men også indvendig tørring på snor eller stativ er væsentligt billigere end tumbleren.

Da centrifugering stort set ikke bruger energi, er det en god ide at centrifugere tøjet godt og grundigt før tørring. Bemærk dog at ikke alle tekstiler tåler centrifugering.

Når du alligevel skal have gang i tørretumbleren, så er der sund økonomi i at fylde den rigtigt. Og det betyder ikke for lidt, og ikke for meget. Ved for lille tøjmængde er elforbruget relativt højt – og for meget tøj forlænger tørretiden, forøger energiforbruget og giver krøllet tøj, så du skal bruge ekstra strøm på strygejernet.

Det er værd at bemærke, at et fyldt fnugfilter forlænger tørretiden og øger elforbruget. Så husk at rense fnugfilteret jævnligt.